08-03-2010

 

Alting får en ende, også vores dejlige vinterophold hernede i varmen på Canarie øerne.
På onsdag, når Peer kommer tilbage fra jobbet, er planen, at vi sejler her fra Las Palmas, med kurs op til Porto Santo ca. 300 sm.
Der vil vi så blive nogle dage, indtil vi finder et fornuftigt vejrvindue, hvorefter kursen så bliver sat mod Nord Spanien eller det nordlige af Portugal, alt efter hvordan vindretningen bliver, for så at nå op til La Coruna.
Planen er så at vi bliver i La Coruna indtil først i juni.
 Til den tid regner vi så med at sejle det sidste stykke hjem til Danmark.

15-03-2010

 

Vi forlod Las Palmas lige så snart Peer kom ombord, først hen og få tanket diesel og så bare afsted, for selv om der var lidt modvind, så skulle dønningerne ikke være så høje ifølge windguru.
Men det viste sig at det nu ikke var helt så enkelt at sejle mod de store dønninger og med en let vind imod som jo ikke ligefrem kunne hjælpe med til at skubbe båden frem, så kursen blev lagt om og vi måtte nærmest gå en kurs paralel med Fuerteventura og Lanzarote det første døgn, indtil vinden vendte tll nord øst, hvorefter vi kunne lægge kursen om, direkte til Porto Santo.
Mickey var temmelig søsyg undervejs, og på andendagen var jeg selv også temmelig sløj.
Det med bidevind og store dønninger ind fra siden, er altså ikke lige min kop te.
Vi ankom til Porto Santo fredag aften, efter godt 2 døgn på havet og da vi havde set et fornuftigt vejrvindue over til Portugal fra om mandagen, var det bare om at få set så meget af øen som vi kunne nå, og få købt nyt proviant så vi havde nok til turen over.
Vi havde haft et uheld med vores fryser undervejs, (skubbet til en knap så den blev slukket), så det meste af indholdet var næsten optøet, da vi nåede Porto Santo.
Der var jo ikke andet at gøre en at få kasseret de  letfordærvelige madvarer, dog var nogle store kyllingebrystfileter og et par pakker med okseokseklump nederst, der ikke var helt optøet, så der blev lige lavet stegte kyllingebryster i ovnen og en kæmpe gryde med gullash, som så kunne  fryses ned igen og bruges undervejs.
Vi tog om søndagen med en lille bus, og havde en fin tur rundt for at få set det meste af øen.
Nu kan vi bedre forstå hvorfor der er så meget sandstrand på Porto Santo, der er mange store sandstens klipper rundt på øen, som vel er forvitret og ved hjælpe af vind og strøm i havet, har lejret sig på den ca 9 km lange flotte sandstrand på sydsiden af øen.
Busture kan godt anbefales, man får set det meste der er værd at se på øen, som jo ikke er så stor i forhold til Madeira.
Efter busturen blev der handlet stort ind i Pingo Doce, Portogisisk supermarked som har åbent også om søndagen og helt til kl 22.
Det var nok at mærke på pengepungen, at vi nu er kommet til Portugal, hold op hvor er det billigt her at købe madvarer selv i forhold til Spanien.

19-03-2010

 
Turen over til Portugal gik egentlig ret fint, vi fik en god rytme med at skiftes til at sove omkring 2 timer ad gangen og så holde vagt 2 timer om natten.
Ofte var der dog en noget rodet sø, og vinden var der ikke ret meget af indimellem, så det blev en tur for både motor og sejl det meste af vejen, vi prøvede en overgang med Genakkeren; men pga af de store dønninger var den ikke til at få til at stå ordentlig.
Efter 3½ døgn ankom vi til Penice, vi ville egentlig have været sejlet direkte til Figura Da Foz; men der blev meldt gail warning på Vhfèn og det skulle også begynde at regne, så vi gik ind i havnen i Penice og lagde os uden på en anden sejlbåd og fik en god nats søvn.
Fint var det også at nå land igen, så vi lige kunne få ringet og gratuleret min mor, som jo havde 80 år´s fødselsdag den dag.
Næste morgen da Peer ville melde os til, fik vi at vide at vi ikke kunne blive liggende der i havnen, idet den var blevet meget skadet under de voldsomme storme de havde haft i løbet af vinteren, så de kunne ikke garantere for bådens sikkerhed, derfor skulle vi heller ikke betale for den nat vi havde ligget der..
Så, kuling eller ej, måtte vi sejle videre til næste havn, Nazzaré, det var dog ok lige at blive liggende nogle timer, for at få ordnet lidt indkøb.
Så vi var lige et smut oppe og se byens gamle fæstningsværk, samt et tidligere politisk fængsel og fik handlet lidt ind i en lille købmandsbutik.
Efter en god fiske menú på en lille restaurant, gik det ned til båden igen, vi ville egentlig have tanket båden; men det er kun muligt ved højvande, og med en kuling der stod lige på, så det ud til at blive en lidt for spændende oplevelse, som vi godt kunne være foruden.
Så vi besluttede at sejle videre og så få tanket i Nazaré i stedet for.

20-03-2010

 

Nazaré.
Selv om vi kun gik for fok og med motoren i tomgang, gik det med over 6 knob til Nazaré, hvor vi først lagde til ved tankstationen, så vi kunne få lidt diesel på tanken igen.
Vi har brugt omkring 150 liter diesel, på turen fra Porto Santo og til Nazaré.
Vi fandt derefter en fin plads i den mest beskyttede og roligste havn, vi vist har været i, under hele vores tur, så vi fik en rigtig lang og god nats søvn.
Næste dag gik vi en lang tur ind tll byen, og efter lidt søgen fandt vi et rigtig marked, der findes vist ikke noget bedre en et stort sydlandsk marked, hvor man kan gå fra den ene fiske, grønsags, frugt, oste eller brød bod til den anden, søge ud hvad man vil have og evt prutte om prisen, bare den stemning og atmosfære der er et sådant sted, det er en oplevelse uden lige.
I marinaen lå der også et Hollansk par Petra & Dick, som bor i en Ovni 435 ved navn Sally Lightfoot, de har nu været undervejs det sidste årstid, og har været her i Nazaré de sidste par uger.
De havde lige kort været henne og hilse på, da vi var på vej ind til byen, og da vi meget gerne ville se en owni, blev vi inviteret over til dem om eftermiddagen, til både kaffe og kage, og så vi rigtig kunne få set deres fine båd, og en hyggelig sejlersnak blev det også til.
Aftenen tilbragte vi sammen i vores cockpit med rødvin og lidt snack og endnu mere hyggelig sejlersnak, hold op hvor tiden bare flyver afsted når sejlere mødes og kommer i snak.
Næste morgen skiltes vi igen, for vi skulle jo videre nordpå til Figura Da Foz og de skulle sydpå til Cascais.

21-03-2010

 
Figura Da Foz
Vi ankom til marinaen hen på eftermiddagen, vi gik en tur rundt i byen og fandt en Pingo Dolce supermercado, så det var egentlig fint at få handlet lidt ind igen, for vi manglede bla nogle færdiglavet pizza fra køledisk, til at have ombord, for det passer fint med at vi luner en til frokost, som vi så deler de dage hvor vi er undervejs på søen, lidt nemt skal det jo også være for mig ind i mellem.
Det er stadig utroligt, at alle madvarer er så billige i Portugal, det er meget billigt at handle ind her.
Om aftenen gik vi en lang tur langs den flotte badestrand og på tilbagevejen, gik vi ind i på en skaldyrs restaurant for at få vores aftensmad.
Det er vist den lækreste menú jeg endnu har smagt, stor krappe med krappemusse, +mindre Krabber og krappeklør, hummerklør, halve grillet jomfruhummere, kæmpe rejer, og mange forskellige muslinge arter, og dertil en frisk lokal hvidvin, samt brød og hvidløgsmayonaise.
Maden helt i top, og prisen helt i bund, det kostede kun 60 eur for det hele.

22-03-2010

 

Vi forsatte videre nordpå i strålende solskin, men vinden og de store dønninger var lige imod, så vi følte at vi næsten ikke kom frem, ved middagstid nåede vi op til Aveiroflodes udmunding, vi besluttede at gå ind der i stedet for, og så vente på at dønningerne ville lægge sig lidt.
Vi sejlede først af smalle render helt ind til Aveiro, for vi havde hørt, at der skulle være kommet en marina, og ganske rigtig der lå sørme en marina, der rimelig tæt på byen, vi fik hurtigt lagt til, dog viste det sig at lige inden vi anløb marinaen, havde vi sejlet under nogle el ledninger, som så lidt lave ud; men det gik lige.
  Peer opdagede så på kortet, at der faktisk kun er 18½ meter op til ledningerne; men idet det, på dette tidspunkt var lavvande da vi sejlede under,  så var der omkring 20½ meter op til ledningerne.
Vi besluttede, at sejle ud med det samme igen, for ellers skulle vi vente til middagstid næste dag, før vi igen kunne komme under, for det er vist ikke lige et sted man sejler ud ved midnatstide.
Lige før indsejlingen, er der en fin beskyttet ankerbugt, der gik vi ind og smed ankeret.
Vi brugte resten af eftermiddagen til at slappe lidt af, og da jeg kunne finde noget internet, hentede vi en vejrfil ned.
Det så ikke for godt ud for de næste dage, et kraftigt lavtryk var på vej, dog denne nat med vindstille og fra næste dag skulle det så begynde at blæse op igen; men hvis vi nu valgte at sejle afsted til Bayona, allerede så snart vi havde spist aftensmad og så for motor, så kunne vi nok være der næste morgen, som tænkt så gjort, og efter en stille nat, ankom vi til Bayona tidligt om morgenen.
Mickey er blevet rigtig glad for sin forede transport taske, vi tror den har hjulpet  ham over sin søsyge, idet det meste af tiden, når vi sejler, går han ind i den og lægger sig, for at sove eller for at få varmen oppe i cockpittet hos os, dog går han ned og spiller med sin bold indimellem, når han keder sig.
Han klare også at besørge i toilettet samt at spise og drikke selv om der indimellem er en del søgang.

24-03-2010

 

Kort tid efter at vi havde fået lagt til i Bayonna, ankom en flok grindehvaler også til marinaen, de svømmede rundt imellem både, broer og rundt mellem ankerliggerne.
Man kan tydelig høre hvordan det puster og fløjter fra deres åndehuller når de er lige i nærheden.
Utroligt at de tør svømme helt ind i en havn; men heldigt for os at vi lige var der da det skete, de blev der et par timer, så forsvandt de igen af dem selv.
Dagen blev brugt med en lang gåtur, en udmærket grillet fisk i nok verdens kedeligste restaurant, og så tidligt i seng, så vi kunne være friske til at komme tidligt videre næste morgen

25-03-2010

 
 Næste morgen sejlede ( bumbede) vi ud af fjorden med modvind og store dønninger lige imod os indtil vi kunne ændre kursen og så gå bidevind med kursen sat lige mod Finistere  &( La Coruna), altså hvis vi bare havde lidt held, så kunne vi måske nok liiige nå op til Finisterre sådan nogenlunde, inden lavtrykket ville indhente os, og så ville resten af turen være en hurtig tur med en kuling skubbende ind bagfra, tænkte vi.
Men lige af et, så blev Vhf´en igen og igen, ved med at udsende gail warning og vinden blev ved med at tage til, de meldte bølger/ dønninger op til 8 meters højde.
Vi befandt os da, stadig ca 30 sm fra Finisterre og kun små 10 sm fra Murosflodens udmunding på det tidspunkt, vi tog så den beslutning, at det kunne måske være fint at give Portosin et lille besøg.
Vi nåede helt ind til Portosin sidst på eftermiddagen, fik en fin rolig liggeplads ved en lang finger på flydebroen lige inden for havneindløbet.
Peer fik lige skyllet båden godt af for salt, og så fik han sig noget af en forskrækkelse, for der rejste sig en delfin op af vandet, lige ved siden af hvor han stod.
Ud med kameraet og der blev taget mange billeder af den.
Lidt senere ankom der også en Spansk toldbåd til marinaen, så vi fik lige et lille hyggeligt besøg af 4 flinke toldere, som bare lige skulle se bådpapirer og vores pas og så var alt helt i orden, de fortalte os så lige historien om Gaspard som delfinen hedder, den har været trænet og brugt i marinen som bombefinder.
Den holder nu til på sine gamle dage,  i havnene fra Bayona og og op til La Coruna.
Den har især forelsket sig i politibådene, hvor den hygger sig lidt med deres jetmotorer.
Nu havde lavtrykket så indhentet os, så vi fik tilbragt et par dage i Portosin med kraftig kuling.
Der er fine faciliteter i marinaen, selv legeplads for mindre børn er der, og badestrand lige ved siden af marinaen.
Jeg fik vasket lidt tøj og vi fik da også gået nogle ture i byen.
Mickey syntes det var en super fin bro, for der var så mange spændende fuglelugte, så han var godt beskæftiget, når ellers vejret var til, at han kunne komme lidt ud å broen.
Han bryder sig ikke om kraftig blæst og regn, så er det bedre at ligge og lure på fuglene inden for vinduet i sprayhooden.

27-03-2010

 
Efter et par dage med kuling, skulle vinden stilne lidt af nogle timer, for så at dreje i en mere sydvestlig retning og så tiltage til kuling igen hen på eftermiddagen, det ville vi så prøve at udnytte, for at komme rundt om Finistere og videre om til La Coruna.
Peer vurderede, at det enkelste måde vi kunne komme rundt Finistere på, ville være for genua, så han havde fundet genuaen frem om aftenen, så den lå klar.
Vi vågnede tidligt, fik spist morgenmad og gjort alt søklar,  imens vi ventede på at vinden skulle lægge sig lidt, da den så endelig lagde sig ved 7 tiden, fik vi hurtigt fokken hevet ned og genuaen sat op i stedet for.
Vi kom afsted ved 9 tiden i strålende solskin og der var vinden allerede begyndt at friske op igen, så det gik på kryds for motor, uden om en del grimme skær, som man jo tydelig kunne se, når de store dønninger ruller hen over dem,det gik ned af Murosfloden, indtil vi kom så langt ud, at vi kunne sætte genuaen, stoppe motoren og holde kursen op, lige mod Finistere.
Vi røg afsted med 6-7 knob bare for genuaen og når en af de store dønninger også skubbede på bagfra, surfede vi afsted, vi var oppe og runde 11,7 ind i mellem.
Da vi kom ud for Finistere kom gail warningen; men denne gang var vi forberedt, så den kunne bare komme an.
Det begyndte selvfølgelig også at regne, så vi måtte ned og hente vores gode tykke vinter sejlertøj frem, det har ellers ikke været i brug siden vi sejlede over Biscayen på vejen herned.
Selv oliefyret måtte vi have igang, for puhha hvor var det pludselig blevet koldt,selv Mickey frøs og måtte ind og få varmen under Peer jakke ind i mellem.
Hav temperaturen var også faldet til 10 grader nu, den var 20 grader, da vi forlod Las Palmas.
Det sidste stykke vej, blev vi fulgt af en stor flok små delfiner som legede ved siden af båden, Mickey var meget interesseret i de sjove dyr, så han sad længe på kanten af cockpittet, for at holde øje med dem.
Vi ankom til marinaen ved 21 tiden, så det tog os 12 timer at tilbagelægge de 85 sm, et gennemsnitsfart på 7 knob, og det kun for genua.
Nu ligger vi så trygt og godt i La Coruna, Per er så startet på sit nye job, ( Balder) hvor han jo har jobbet i en del år, før han kom til Oseberg Sør.