02-02-2010

 

I fredags havde vi planlagt en udflugt tværs over øen, vi havde inviteret Lilian & Olav med.

Først gik det ad motorvejen til Maspalomas og derefter gik det ad større og mindre serpentiner veje op over bjergene med kurs mod Roque Nublo, nok et af de mest besøgte udflugtsmål her på øen.

Vi holdt ind i en rigtig smuk og frodig dal ret højt oppe i bjergene, for lige at få en kop kaffe og nyde udsigten.

Der var virkelig smukt der, især når der var mange vildtvoksende blomstrende mandeltræer.

Derefter gik det op til parkeringspladsen et pænt stykke fra de store sten, efter vi var blevet udstyret med vandflasker, kamera og for mit vedkommende puls ur og sender monteret, gik det så på vandrestier over stok og sten mellem pinjetræer og vildtvoksende mandeltræer helt op mod de berømte sten som ligger i en højde omkring 1700 meter over havet.

Der var en kanon flot udsigt deroppe fra, vi kunne se ret så tydeligt helt over Santa Cruz og Teide på Tenerife, med kikkert kunne vi endda se at der var lidt sne på toppen af vulkanen.

Vi sad lidt tid deroppe og bare nød den usædvanlig flotte udsigt der var, ned over mange frodige dale.

Utroligt, at der på mange af bjergtoppene faktisk vokser kæmpe store, helt rette pinjetræer, først at de vokser så højt oppe, som 1700-1800 meter over havet, og at de ikke bliver væltet til siden af vinden, lige som træerne derhjemme i Danmark.

Da vi kom ned til parkeringspladsen igen, kunne jeg se at jeg faktisk havde forbrændt næsten 700 kcal bare på den gåtur tur derop.

Vi nød en lækker frokost salat med tun på en hyggelig  restaurant deroppe i bjergene med en flot udsigt.

Bagefter gik det videre over højderyggen ad små listige serpentineveje helt ned til Las Palmas.

Hvor vi lige ville inden om sejlmager og Rolnautic for at handle lidt udstyr.

Inden det gik et smut ned til Alcampo for at handle lidt ind, inden det gik tilbage til Puerto Rico.

Aftenen tilbragte vi sammen med en god middag oppe hos Katrine,

Menuen blev kulmule tilberedt på 3 forskellige måder.

Desserten blev flamberede bananer med is, det var bare super lækkert som sædvanligt.

Vi var også lige et smut oppe og se på drag showet. 

 

Lørdagen gik med at få båden gjort søklar, og da Ellen & Magne, vores gode naboer fra Trondheim ankom til Puerto Rico tog vi dem med op i det lille center for lige at nå en hyggelig aften sammen med dem også, inden vi skulle sejle til Las Palmas, hvilket vi jo gjorde søndag morgen kl 9.

13-02-2010

 

Peer kom tilbage til Las Palmas sent torsdag aften, så tidligt i fredag morgen sejlede vi afsted med kurs mod Morro Jable på den  sydlige del af  Fuerte Ventura.
Det blev til en rolig tur over for motor for der var næsten ingen vind den dag, men der er desværre meldt dårligere vejr i løbet af weekenden.
Vi ankom lige inden det blev mørkt, og efter aftensmaden, var der dømt hygge med en dvd film.
Lørdag morgen gik det videre i strålende solskin op langs den østlige side af øen mod Puerto de Castillo.
Selve øen ser meget gold og barsk ud fra søsiden, der så ikke ud til at være ret meget opdyrket.
En meget stor oplevelse var det dog, da vi havde held til at møde en meget stor flok hvaler, det er første gang på turen at vi har været så heldige.
Vel ankommet i Puerto de Castillo gik vi en lang tur rundt i byen, som var næsten kun hoteller og soveniers butikker.
Vi spiste en lækker grillet fisk, serveret med salt kartofler mojosovs og salat, til aften på en hyggelig uderestaurant på havneområdet.

14-02-2010

 

Vi er nu nået frem til Marina Rubicon på Lanzarote.

Da vi vågnede i morges kunne vi høre, at vejret ikke ligefrem var det bedste, det havde blæst op i løbet af natten til omkring 12-13 m/s, dog ville vi få vinden ind agten fra helt op til vi kom fri af Isla de Lobos, så vi mente nok at vi kunne klare at sejle de 30 sm der var op til sydspidsen af Lanzarote.

Det blev til en tur for fok og motor, for vejrmeldingen sagde at der skulle komme meget mere vind op ad dagen.

De sidste 1½ time var der lidt ubehagelig sø, vi begyndte at få de store atlanterhavs dønninger ind fra siden og selvfølgelig begyndte det også at regne kraftigt.
Det var ikke så sjovt at sejle ind igennem havneløbet, idet de store dønninger skubbede os ret kraftigt på siden.

Ind kom vi dog, og vi ligger nu fint her i den store marina, hvor båden ligger mellem fingre.

Der kommer indimellem nogle kraftige regnbyger, og vinden blæser over 15 m/s her i havnen, imens det står på.

Det ser ud til at være en rigtig hyggelig marina, med masser af restauranter, Internet, vaskemaskiner, masser af butikker og selv en svømmepøl er der her.

Prisen er pr dag 23 eur, med strøm, vand og Internet.